Da jeg var skoleleder, tog vi en laaaaaang diskussion om karakterer på skolen. Vi var som personale mest til helt at undlade karakterer, ingen af os havde et stort behov for at vurdere eleverne på den måde, men de fleste forældre var for karakterer, og siden vi som friskole var forældrenes skole, fandt vi et kompromis: Vi indførte valgfri karakter i 8. klasse (skolen sluttede efter 8.), så elev og forældre sammen valgte 3 fag eleven fik karakter i.
Der skal meget mere end målstyret undervisning til at gøre det at lære og dannes i en skole til en meningsfuld aktivitet for vores børn. Hvorfor ikke forholde sig til det?
Ligeledes belønner karakter ikke den arbejdsindsats eleven gør. Du kan kæmpe som en gal, og stadig “kun” få 2, selvom din indsats er til et 12 tal. Det er min største anke. Jeg vil hellere vurdere indsatsen end antallet af mål eleven har nået, det er også sådan jeg ansætter mennesker som leder.
I sidste ende syntes jeg dog vi fandt den rette løsning.
Den valgfrie karakter hjalp dem der havde brug for "tryghed", og vi fik som personale en god lang pædagogisk snak om, hvordan vi kunne bruge hele karakter-snakken, til at forberede eleverne på den fremtid der ventede mange af dem.
Mange ville nemlig ende på udskolingsskoler, hvor karakterer var noget man gik meget op i. Og det burde vi på mange måder forberede dem på, men på vores egen jordnære måde.
Personligt syntes jeg det var dybt problematisk, at forældrene så karakterer som en garanti for høj faglighed. For høj faglighed kan være meget andet, end hvor mange af fagets mål du opfylder.
Karakterer er og har altid være et dybt begrænset perspektiv på læring og udvikling, og favoriserer dem hvor tillæring af fagets mål falder nemt.
Det er dog ikke altid de elever der skriver spændende/sjove opgaver, er kreative, skaber en god klasse kultur, er en god ven mv…
Der skal meget mere end målstyret undervisning til at gøre det at lære og dannes i en skole til en meningsfuld aktivitet for vores børn. Hvorfor ikke forholde sig til det?
Ligeledes belønner karakter ikke den arbejdsindsats eleven gør. Du kan kæmpe som en gal, og stadig “kun” få 2, selvom din indsats er til et 12 tal. Det er min største anke. Jeg vil hellere vurdere indsatsen end antallet af mål eleven har nået, det er også sådan jeg ansætter mennesker som leder.
Selvom vi diskuterede det længe, var der for mange forældre, som så en skole uden karakterer, som en skole der ikke kunne sikre/garantere et vist fagligt niveau.
De satte lighedstegn mellem “høj faglighed” og fokus på karakterer. Det havde nogle af de “ambitiøse” skoler i området nemlig. Og de skoler talte altid om høj faglighed og målte det netop i karakterer.
Personligt syntes jeg det var dybt problematisk, at forældrene så karakterer som en garanti for høj faglighed. For høj faglighed kan være meget andet, end hvor mange af fagets mål du opfylder.
Karakterer er og har altid være et dybt begrænset perspektiv på læring og udvikling, og favoriserer dem hvor tillæring af fagets mål falder nemt.
Det er dog ikke altid de elever der skriver spændende/sjove opgaver, er kreative, skaber en god klasse kultur, er en god ven mv…
For mig viste vores diskussionen på skolen en diskurs, som jeg tolkede udsprang af perioden frem til og under selve folkeskolereformen.
Mange forældre tog måltyraniet til sig, som et krav de havde på, at vide præcist hvordan deres børn klarede sig i skolen.
Jeg argumenterede for, at læreren fint kunne forklare hvordan det gik uden en karakter, men forældrene syntes det var for diffust og uden “garanti”. Hvis læreren siger det går godt kan det både være 2 eller 7.
Selvom vi diskuterede det længe, var der for mange forældre, som så en skole uden karakterer, som en skole der ikke kunne sikre/garantere et vist fagligt niveau.
De satte lighedstegn mellem “høj faglighed” og fokus på karakterer. Det havde nogle af de “ambitiøse” skoler i området nemlig. Og de skoler talte altid om høj faglighed og målte det netop i karakterer.
Da jeg var skoleleder, tog vi en laaaaaang diskussion om karakterer på skolen. Vi var som personale mest til helt at undlade karakterer, ingen af os havde et stort behov for at vurdere eleverne på den måde, men de fleste forældre var for karakterer, og siden vi som friskole var forældrenes skole, fandt vi et kompromis: Vi indførte valgfri karakter i 8. klasse (skolen sluttede efter 8.), så elev og forældre sammen valgte 3 fag eleven fik karakter i.
For mig viste vores diskussionen på skolen en diskurs, som jeg tolkede udsprang af perioden frem til og under selve folkeskolereformen.
Mange forældre tog måltyraniet til sig, som et krav de havde på, at vide præcist hvordan deres børn klarede sig i skolen.
Jeg argumenterede for, at læreren fint kunne forklare hvordan det gik uden en karakter, men forældrene syntes det var for diffust og uden “garanti”. Hvis læreren siger det går godt kan det både være 2 eller 7.
Da jeg var skoleleder, tog vi en laaaaaang diskussion om karakterer på skolen. Vi var som personale mest til helt at undlade karakterer, ingen af os havde et stort behov for at vurdere eleverne på den måde, men de fleste forældre var for karakterer, og siden vi som friskole var forældrenes skole, fandt vi et kompromis: Vi indførte valgfri karakter i 8. klasse (skolen sluttede efter 8.), så elev og forældre sammen valgte 3 fag eleven fik karakter i.