LittleFedi – lille fedivers-server med masser af power!
En af mine favoritnørderier i forhold til Fediverset er at undersøge, hvor lidt der skal til, før man kan drive sin egen fedivers-fællesskabsserver. Regnestykket er ret simpelt: Jo færre barrierer, jo flere får måske smag for at etablere sig i vores fantastiske fællesskab.
Man kan teknisk set godt kan installere en full-blown Mastodon på en Raspberry Pi, og drive et lille fællesskab for få mennesker. Men allerede fra første boot trækker Ruby, Postgres, og Redis-kombinationen lynhurtigt en del ressourcer, der hurtigt får den lille, stakkels Raspberry til at gispe efter mere overskud.
Men så er der littleFedi, et nyt projekt af Stefano Maranelli, der også står bag BSDCafé og FediMeteo.
littleFedi er skrevet i Go, og beregnet til at køre på meget let hardware. Stefano har littleFedi kørende på sin blog, på en Raspberry Pi Zero 2 med et ramforbrug på kun 100 MB på NetBSD. Database-backenden er heller ikke nogen beefy installation, nej – det er yderst kapable SQLite, der også bruges som lager på din Android eller iOS-telefon.
Kigger jeg på oversigten over features i littleFedi, så er jeg dybt imponeret. Der er naturligvis support for ActivityPub, så instansen kan snakke med resten af fediverset, men derudover understøttelse af Mastodons ActivityPub API-udvidelser, så du kan lave bl.a. citerede opslag. Der er WebSocket / SSE-support, så indlæg kan streames i realtid, og S3-support, så dine filer kan ligge i en ekstern S3-kompatibel spand. Det bare for lige at nævne nogle af de fede ting, der lige fangede mit øje, da jeg kiggede over listen af features.
Jeg skal nok vende tilbage med en mere tilbundsgående test på et senere tidspunkt 🙂
Links
Littlefedi website (m/download)
Littlefedi’s officielle konto i fediverset
Littlefedi instans-frontend